Lille Eryn Fitzgerald har en måde at “snakke” med sin far på, som føles som en rigtig samtale, selvom hun stadig er alt for lille til at danne rigtige sætninger. At se hende er som at opleve ren nysgerrighed og følelser, der forsøger at komme til udtryk.
Allerede som ét-årig har hun masser af personlighed. Hun bruger hænderne, skifter konstant ansigtsudtryk og hele kroppen virker som om den fortæller en historie. Selv uden tydelige ord er hendes budskab let at forstå.
I et viralt øjeblik ser Eryn ud til at have en rigtig “samtale” med sin far. Hun reagerer, pauser, svarer igen og er fuldt engageret i “dialogen”. Hendes far er lige så involveret og svarer med spørgsmål og legende reaktioner, som om de virkelig taler sammen.
Det, der gør det så charmerende, er ikke hvad hun siger, men hvordan hun siger det. Hendes begejstring, øjenkontakt og bevægelser får det til at føles som om, hun fortæller noget meget vigtigt.
I den alder handler det selvfølgelig ikke om logik, men om kontakt. Babyer kommunikerer først gennem følelser, og Eryn gør tydeligvis alt for at blive forstået.
Hendes far spiller smukt med, reagerer på hendes lyde og giver hende plads til at “fortsætte sin historie”. Hver reaktion gør hende endnu mere ivrig.
Hun lyser op, fortsætter og forvandler pludren til en livlig samtale.
Til sidst virker hun helt tilfreds, som om hun har fortalt hele sin historie.
Sådanne øjeblikke minder os om, at kommunikation ikke starter med perfekte sætninger, men med udtryk, opmærksomhed og glæden ved at blive hørt.